Posts Tagged ‘it branchen’

Dobbelt-kulturel baggrund: Ja, tak!!

January 23rd, 2012

De danske mediers ensidige fokusering på en lille gruppe utilpassede 2. generations indvandrere ligger milevidt fra det faktum, at Danmark ligger inde med et ofte uudnyttet potentiale af veluddannede og velmotiverede medarbejdere med dobbelt-kulturel baggrund.
Et aktiv som især IT branchen med fordel kan og bør anvende.

De kommende års cocktail af IT branchens stigende behov for medarbejdere, arbejdsstyrkens faldende udvikling og et alt for utilstrækkeligt optag på IT uddannelserne i Danmark, vil med stor sikkerhed blive en afgørende udfordring for den danske IT branche.

Der er da også en stigende interesse for at virksomheder anvender IT Offshore, såvel i IT branchen, som blandt branchens kunder. Den stigende anvendelse af Offshore udvikling vil på sigt resultere i ændringer i arbejdsopgaverne for mange danske IT medarbejdere – oftest vil det resultere i mere spændende og mere ledende roller, men også en langt større internationalisering, end vi tidligere har set.

Medarbejdere med dobbelt-kulturel baggrund kan og bør få en nøglerolle i denne udvikling.
En rolle, hvor en dobbelt-kulturel baggrund, som måske ligefrem har været en ulempe tidligere, nu pludselig er en særdeles efterspurgt kompetence.

Hos inCaptiva Offshore Solution, som har ODC (Offshore Development Center) i Cairo, er det af stor værdi at have medarbejdere med dansk/arabisk baggrund ansat i roller der bygger bro mellem den danske og den ægyptiske organisation. Kombinationen af 2 modersmål, en dansk IT uddannelse og ikke mindst en forståelse for begge kulturer skaber stor værdi for firmaet og ikke mindst en spændende og central rolle for medarbejderen.

I inCaptiva Offshore Solutions er det erfaringen, at medarbejdere med denne særlige kulturelle baggrund ofte ser det som et privilegium dagligt at kunne anvende deres sproglige og kulturelle kompetencer sammen med deres professionelle uddannelse og erfaring.

I en multikulturel organisation spredt over flere lokationer i verden er kommunikation med tanke for det kulturelle afgørende og her ses det ofte, at ledelsen med stor fordel kan anvende medarbejdere på alle niveauer som en slags ”kulturelle rådgivere”, så budskaber både sendes og modtages korrekt.

En af de mere progressive uddannelsesinstitutioner, Business Academy Copenhagen Nord har også set denne udvikling og tilbyder Datamatiker og efterfølgende BA uddannelserne med en toning på Offshore udvikling. Der er ingen tvivl om at kandidater med denne indgang til IT og med en dobbelt kulturel baggrund, der matcher Offshore landet, vil være eftertragtede for virksomheder med IT Offshore aktiviteter.

På det samfundsmæssige plan er udviklingen ikke mindre positiv, da den kan bidrage positivt til en større forståelse og indsigt blandt etniske danskere og ikke mindst bane vejen for flere til integration på det danske arbejdsmarked. Også i udlandet bidrager den stigende anvendelse af IT Offshore til forbedret arbejdsvilkår og levestandard og ikke mindst et mere nuanceret syn på Danmarks værdier og holdninger.

Hans Henrik Groth
Direktør inCaptiva Offshore Solutions
hhg@incaptiva.dk

VN:F [1.9.16_1159]
Rating: 10.0/10 (2 votes cast)
VN:F [1.9.16_1159]
Rating: +2 (from 2 votes)